Dette er min første tur ned til Malawi-søen og derfor også ret speciel for mig.

Vi var 8 personer afsted: Søren Jensen, Niels Charlie Sørensen, Martin Hansen, Frederik Dannemare, Carsten Jensen, Lars Krongaard Petersen, Kim Larsen og mig.

Vi tog af sted lørdag d. 10 November kl. 06.40 fra Aalborg lufthavn, hvor vi fløj til Billund og derfra til Gatwick Airport. Her skulle vi med bus til Heathrow Airport. Så var der lige 14 timer der skulle ”slås ihjel”, denne tid brugte vi i Londons gader og butikker. Fra London gik turen direkte mod Nairobi, hvor vi havde et lille stop inden den sidste flyvetur til Lilongwe Airport. I lufthavnen blev vi hentet af Stuart M. Grant`s bogholder, som kørte os ud til fangststationen. Her hilste vi på vores værter, som jo var Esther og Stuart.

Stuart M. Grant på kotoret.

Her kunne vi komme af med bagagen og få os et velfortjent bad efter den lange flyvetur og derefter ud at se på fangststationen. Inden vi skulle samles, gik jeg ned til broen for at se nærmere på søen, her blev jeg mødt af en Nilvaran på ca. 70 cm, men den blev vist ligeså forskrækket som jeg, og det eneste jeg nåede at tage billede af, var dens flugt ud i vandet. Vi var nogle stykker som ikke kunne vente med at komme i vandet, så vi gik derned med vores finner og masker for at snorkle rundt.

Hunde på sandbanke nedenfor Stuart Grant's bro

Nedenfor stranden ved fangststationen holdt der 3 flodheste til, men i dagstimerne holdte de sig væk, og kom kun op på græsplænen om natten for at spise. Hver nat vi sov på fangststationen var Kim og jeg oppe omkring kl. 4 for at tage billeder af dem, men det lykkedes aldrig om end Stuarts ansatte fortalte at de havde været der.

Om mandagen skulle vi lige ind til Salima og have checket vores pas. Da vi kom til politistationen var manden vi skulle snakke med ikke på arbejde, så vi kørte ud til hans bopæl, her var han heller ikke. Vi fik at vide han var på hospitalet, så os afsted igen. Da vi kommer til hospitalet venter vi en lille halv time på ham. Imens vi venter, går vi rundt på hospitalsområdet, hvor vi leder efter diverse kryb og kravl. Der var mange afrikanere, som kiggede en ekstra gang, da der gik 8 hvide mennesker rundt med næsen i jorden. Endelig kommer han, så vi kunne køre hen til politistationen og få ordnet vores papirer. Så var vi klar til vores første tur. Denne skulle gå fra fangststationen og videre til Chiofu, Charlie’s Bay, Minos Reef, Runo, Chinuni, ? i Mozambique(lidt over 4 km nord for Chiloelo). Vores første ”rigtige” dyk fik vi ved Chiofu. Her er Stuart ved at bygge, så der er lidt mere ”turistvenligt” med bl.a. Et område oppe på en klippe, hvor man kan sidde under tag og nyde udsigten. Det er absolut et af de bedre steder vi kom til at dykke på hele turen. Vandet var krystalklart, der er alle biotoperne dvs. klippekyst, overgangszonen, sandzonen, store områder med Vallisneria, reder med Dimidiochromis kiwingi hanner, og selvfølgelig et stykke ud fra den dejlige strand, dybere vand, hvor man også ser fiskene, som lever i de åbne vandmasser, bare for at nævne lidt. Det er faktisk ret sjovt at se sine fisk komme helt hen til en, mens man går rundt i strandkanten, udelukkende for at se om man skulle hvirvle noget op de kan spise. De Fossorochromis rostratus vi så, var specielt slemme til at ”nappe” en lidt i tæerne, for at se om de kunne spises. Så var det bare med at sejle videre til Meponda i Mozambique, for at få kontrolleret vores pas og visum før vi kunne sejle videre til Charlie’s Bay, hvor vi dykkede for første gang i Mozambique. Det andet dyk, det samme sted foregik fik vi ret sent om aftenen (kl. 17,38) Nu var det begyndt at blive mørkt, desværre så mørkt at jeg ikke kunne tage billeder, men her fandt Kim og jeg et flodhestekranium, hvilket Martin senere skubbede i vandet og det gik i stykker. Næste morgen var det tidligt op og mod Minos Reef. Da vi ankommer til Minos Reef var der så meget søgang, at vi var et par stykker, der var lidt dårlige, men heldigvis hjælper det at komme ned under vandet. Her så vi selvfølgelig en masse Maylandia estherae, dog opdager jeg for sent(12 meters dybde) at jeg ved et uheld har skubbet til autofokus knappen på kameraet, da jeg satte en ny film i. Det var ikke de bedste fiskebilleder herfra men biotopbillederne blev gode. Nu kunne vi begynde at sejle tilbage mod vores base på Kambiri Point. Det næste stop var ved Runo, hvor vi er de eneste ”hvide” som nogensinde har været.

Her slog vi vores telte op for natten, mens omkring 50 afrikanere så på. Runo er nærmest 3 strande placeret meget tæt ved hinanden, det eneste der adskiller dem, er nogle store sten. Næste morgen fik vi nok det absolut bedste dyk hvad angår forskellige fiskearter, dog var der ikke den store dybde, omkring de 13 meter. Der hvor vores dyk startede, havde nogle lokale sat et net ud for at fange fisk. Nettet var et par meter fra nogle store klipper, der stak op af vandet, vi kunne svømme mellem klippen og nettet, og dermed se hvad de havde fanget. Det var Maylandia zebra og Pseudotropheus tropheops. Så skulle vi videre mod Chinuni, hvilket er ca. 2,5 times sejlads fra Runo. Da vi er færdig med at dykke her, undrer det os, at vi ikke så nogle ”Kampango” maller eller krabber, men derimod Mayl. zebra og Cynotilapia afra i BB farver, vanddybden var omkring de 10 meter. 3 timer senere sejler vi ind til nogle stejle klipper ved kysten, for at se hvad der var. Da Dennis og Adrian er ved at lægge båden an, så vi kan begynde at dykke, kommer der pludselig nogle underlige lyde fra propellen! Det viser sig hurtigt at vi ikke kan styre, og det er roret som banker mod propellen. Kablet var hoppet af, men det var lavet ret hurtigt. Her var vores hjerter lidt oppe at køre i højeste gear, da der var rimelig med søgang, og båden drev hurtigt ind mod klipperne. Stedet ligger ca. 4,88 km nord for Chiloelo. Klippevæggen går næsten med det samme ned i dybet, det var en ret speciel oplevelse at dykke på næsten lodrette klippevægge. Her var specielt mange Stigmatochromis modestus, Otopharynx ”King Cave”, Melanochromis labrosus og en Maylandia zebra type med farver som den fra Manda (White Blaze). Vandet virkede meget mudret og sigten var omkring de 5 meter. Når man kom et stykke ned i vandet, kunne man enkelte steder, møde et noget koldere vandlag. Vi var oppe igen omkring kl. 16. Nu kunne vi vende snuden hjemad og den lange sejlads begyndte. De fleste af os sov på vejen tværs over søen, senere kunne Carsten Jensen fortælle, at de havde hørt nogle underlige ”klik” som kom nærmere og nærmere. Det viste sig senere at være store Rhamphochromis arter som jagtede ”usipa”. Vi var hjemme igen sent fredag aften på fangststationen.

Anden tur til Likoma startede ikke for godt, da et par stykker aftenen forinden, havde kigget lidt dybt i flaskerne og vi kunne derfor ikke vække dem. Efter et par forsøg, blev vi enige om, at det er deres egen skyld og vi begynder at pakke bilen. Vi skulle køre ca. 50 km ned til Chipoka og der med færgen Ilala til Likoma. Vi kørte, så vi var der 30 min, før den skulle ankomme, Stuart havde checket med færgen, hvor den var, så at vi ikke kom for sent, men som han sagde: ” Det er Afrika så i kommer til at vente på den.”. Da vi ankommer til Chipoka var færgen sejlet for et kvarter siden! Så var gode råd pludselig dyre! Vi vidste at Stuart’s kone skulle bruge bilen, da hun skulle ud til deres børns skole. Altså vi måtte tilbage igen og have byttet bil, inden vi kunne køre videre til Ilala’s næste stoppested, som var Nkhota kota, der lå ca. 140 km fra Stuart. Nu havde vi masser af tid, vi nåede at spise morgenmad, omlæsse bilen, kigge lidt på fiskene hos Stuart, endnu engang prøvede vi at vække de to andre, som manglede uden held, så det var afsted uden dem. Denne gang foregik det på ladet af en lastbil. Vores chauffør blev hurtigt døbt ”Speedy Gonzales” , da han formåede at køre 110 på landevejen og kørte 90 igennem Salima, hvor fartgrænsen var 50! Så det var ret vildt, da der ikke var andre ”sæder” på ladet, end en trækasse med en presenning ovenpå, og intet at holde fast ved. Her sad vi så tre personer mens der var en i førerhuset og resten (to stk.) lå iblandt bagagen. Da vi er 15 min, fra Chia Lagoon begynder det at trække op, og lige med et, er vi midt i et større regnskyl, bagpå ladet af en åben lastbil! Lars nåede at gemme sig under en dykkertaske, Martin og Kim sad bare prøvede på at undgå det meste vand, mens Carsten Gissel filmede igennem, en papkasse som jeg holdte. Frederik sad og sov…….Han nåede dog at vågne, så han kunne opleve det. Herefter gjorde vi holdt ved broen over Chia Lagoon.

Vi blev nærmest ”overfaldet” af en masse børn, som ville sælge fisk, og se hvad sådan en flok ”hvide” ville her hos dem. Der var en masse afrikanere, som prøvede på at fange fisk, men i den kano vi kunne se ned i, var der ingen. Efter 5 min pause, var det videre mod Nkhota kota. Da vi ankommer, holder vi ind ved en tankstation og køber vi et par sodavand. Idet vi holder stille, begynder det at sværme med lokale omkring bilen, der var også en enkelt spedalsk – ikke et rart syn, så vi skal vist ikke brokke os over det danske hospitals-system. Nu var det bare at dreje ned af vejen til færgen og vente på hun kom. Her sad vi så under et træ og spillede kort i 3 timer! Da færgen så kom, skulle vi slæbe bagagen ud af en gammel bro eller hvad der var tilbage af den, den nærmest fulgte jorden og flere steder knækket i beton-støbningen eller større dele manglede, det var en ret halsbrækkende opgave. Samtidig med dette skulle vi også holde godt øje med vores bagage, så de lokale ikke lige pludselig løb med noget af det. Lastningen af færgen var et stort virvar, alle sprang i hovedet på hinanden, alle ville i og op af redningsbådene på en gang, meget specielt syn.

Vel ombord på færgen blev man mødt af en meget stærk lugt af noget ubeskriveligt, som ikke var særlig rart. Der var 4 klasser. Business Class hvor vi var, 1. klasse og 2. klasse samt hvad/hvem der ellers kunne være i lastrummet! Så sejlede vi så til Likoma Island hvor vi ankom i bælg ravende mørke. Her blev vi mødt af Barnabas Mnkhwamba og et par af hans mænd. De sejlede os ind til land, hvor vi gik op til Akuzike Super Rest House hvor vi skulle overnatte. Her blev vi mødt af værten Alex. Det var en ret sjov oplevelse, da der ikke var el, vand eller ”varme” indlagt. Vi måtte bruge stearinlys og vores dykkerlygter for at finde vej.

Den efterfølgende morgen sejlede vi ud til Taiwan Reef, hvor vi havde vores første dyk, men inden da havde vi et stop hvor vi fik noget at spise, så vi kunne få noget ro i vores maver, da der var et par stykker, som havde symptomer på søsyge. Her skulle vi også samle en fisker op, som kunne vise os vejen derud, da vi ikke havde fået en GPS med. Han var med den anden båd og vi havde Barnabas i vores. Her sejlede vi så rundt, mens de kiggede på Chizumulu og Mozambique for at se hvor revet var. Lige med et råbte Barnabas stop og sagde det var lige under os, men vi kunne ikke se noget rev, så ankeret i og Carsten snorklede 6-8 meter ned til ankeret, kom op og sagde det var ok! Imponerende at de kan finde det sted ved at kigge på øen og noget land i det fjerne. Her på Taiwan Reef prøvede jeg at dykke med ”hook and line” dvs. ingen flaske, men en kompressor i båden, som pressede luften ned til os gennem en lang slange, det eneste problem var bare, at min makker rendte tør for luft 2-3 gange, da slangen fik et knæk på overfladen og dermed afbrød hans ilttilførsel – ikke den bedste oplevelse, men nu har vi da dykket med det system!

Så gik turen tilbage til Chizumulu Island hvor vi igen fik noget at spise, og derefter dykkede rundt i vandet nedenfor. Næste dag får vi at vide at ca. 200 meter derfra hvor vi dykkede på Chizumulu Island, var der en krokodille der havde rykket armen af en afrikaner, da hun hentede vand om aftenen. Så sad vi der og tænkte lidt inden vi sejlede videre. Nu var det vores tur til at dykke ved Membe Island eller som det nok bedre er kendt Maingano. Herefter blev vi enige om, at vi kunne da også sejle over til Cobue i Mozambique, vi havde bare et ”lille” problem, da vores pas var hos Stuart. Tilfældigvis kendte Barnabas nogle folk derovre så vi kun skulle betale 150 Kwacha pr. mand for at komme ind i stedet for 100(!) der var normal taksten for folk med pas. 100 Kwacha svarer ca. til 14 danske kroner.

Så var det bare at vende snuden hjemad mod Akuzike Super Rest House, hvor vi skulle sove til den næste dag, for derefter at nå to dyk mere inden vi skulle med Ilala hjem til Stuart om aftenen. Men kl. 3 om natten blev vi vækket af vores vært, der fortæller at Ilala er ankommet mange timer før tid! Det er åbenbart normal afrikaner-tid den sejler efter, selvom det var ved at blive en meget dårlig vane for vores gruppe. Men os ombord og så afsted mod Nkhota kota.

Da vi ankommer hos Stuart sent om aftenen, bliver vi enige om at tage ud til Namalenje Island næste dag og dykke, samtidig kunne vi jo tage sandwitch med og gå op på øen for at spise dem. Efter første dyk gik vi op og sad og kiggede ud over vandet. En ret flot udsigt.

Så var det ned og fange fisk, noget af det første vi finder på vores andet dyk, er 2 meget gamle og rustne biler. Den ene var hel og lå på hovedet, mens den anden var delt i 2. Det var lidt underligt at finde et par biler her, da øen ca. er 1 km fra land! Her fangede jeg 5 stk. Mylochromis ericotaenia, 3 stk. Nimbochromis livingstonii.

Dagen derpå tog vi af sted mod Cape Maclear i nationalparken, da vi runder Kambiri Point kan vi se Maleri øerne et godt stykke væk, disse øer er også en del af nationalparken og dermed er alle former for fiskeri forbudt. Da ankommer vi til Thumbi West hvor vi skulle samle Søren og Niller op. De havde overnattet på Fat Monkeys Rest House. Her så vi også en større samling afrikanere i deres både hvorfra de fiskede! Så der er åbenbart ikke så meget kontrol med det medmindre man er hvid, da de ”hvide” jo skal overholde alle de love, de havde lavet! som de lokale selv sagde….

Herefter os af sted og hen at dykke på Thumbi West og derefter sejlede vi hen til Otter Point, her var vandet ret grumset. Da vi ankom ned blev vi mødt af en meget stor stålblå Buccochromis heterotaenia han med fuld farve, det var noget af et syn. Stenene i området omkring os dannede nærmest en rundkreds under vandet, så der var ikke meget vandbevægelse her. Vi kunne komme ret tæt på nogle Mloto hanner, der spillede op overfor hinanden. Efter dette dyk sejlede vi tilbage til Fat Monkeys Rest House, for at få vores værelser og gøre klar til aftensmad. Her fik vi vores første afrikanske pizza, her kunne de danske pizzeria’er godt lære noget, hvad angår fyld og sprød bund.

Zimbawe Rocks

Næste dag sejlede vi ud til Zimbawe Rock, hvor vi skulle have et hule dyk, da vi først finder hulen, viser det sig at være en sten på skrå, hvor vi kunne svømme under!! Af hele vores gruppe, var det vist kun Kim og jeg, der så Otopharynx litobates hanner med farve og en mængde Aulonocara jacobfreibergi i deres små huler, ellers et meget godt dyk. Dog kunne vi høre nogle motorbåde sejle hurtigt over os, og lige i nærheden vidste vi der var en gruppe fiskere, så vi havde ikke lyst til at blive sejlet ned eller ”kroget”. En lille time senere var vi ved Mumbo Island. Det var et underligt sted at dykke. Der ikke var den store variation af antal eller arter fisk. Vi så to store D. kiwingi hunner med unger. Vandet var ikke så klart, men når man så øen over vandet lignede det et rent paradis.

Nu manglede vi det absolutte sidste dyk på hele vores safari. Vi skulle sejle fra Mumbo Island og op til Maleri Island, hvilket tog lidt over en time. Vi lægger til i en lille vig på den nordlige del af øen og springer i. Noget af det første vi så, var en utrolig mængde C. afra og M. zebra som bare passede deres, mens vi kunne svømme rund ibland dem, uden at de lod sig forstyrre. Her så jeg også for første gang Labidochromis pallidus. Af denne art så vi ikke ret mange, og dem der var svømmede rundt enkeltvis, hvis de pludselig mødte en artsfælle, pustede de sig op overfor hinanden et kort øjeblik og svømmede væk igen, et ret sjovt syn. På lidt dybere vand var der mange Copadichromis eucinostomus hanner med reder op af nogle store sten. Disse reder blev forsvaret meget aggressivt mod andre hanner, mens hunnerne blev lokket ned efter alle kunstens regler. Her håbede vi også på at se den rigtige Aulonocara Maleri med de supergule farver, men vi måtte vende slukøret tilbage da dykket var ovre, for vi så kun 2 små hunner og ingen hanner.

Lørdag morgen tog vi af sted på flod-safari i Liwonde National Park, som er beliggende ved Lake Malombes sydøstlige bred. Sejlturen op af Shire river stoppede ved Mvuu Camp, Mvuu betyder flodhest. Mvuu camp har fået sit navn efter de mange flokke af flodheste som er i området. På denne tur kunne vi genkende elefanter, krokodiller, flodheste, aber, antiloper, vandbøfler, isfugle, egern, og enkelte nilvaraner samt fiskeørne, men der var også mange andre dyr. Da dette var vores sidste aften hos Stuart og Esther blev der holdt en barbeque-aften for os med underholdning af et hold lokale dansere, som dansede traditionelle danse fra Malawi for os.

MalawiCarsten

E-mail: kontakt@malawicarsten.dk

Service til hørehæmmede

 Nyhedsbrev 

MalawiCarsten ® er et registreret varemærke